Så er der lukket dyr ud i det store nyhegnede område på 98 ha, som tilhører 21 lodsejere mellem Skovdal og Hopballe i Grejs Ådal. Og nu melder de store udfordringer sig med at få arealet plejet i forhold til de natur-mål, som er angivet i Natura 2000 planerne. Det vil Vejle Kommune og de lokale landbrugsrådgivere gerne hjælpe lodsejerne med at gøre på den bedste måde. Og det gør vi ved at vise lodsejerne, hvordan man kan gøre i praksis.

 

Vi startede derfor ud med at lave et lille kursus i pasning af hegn den 26. maj 2015. Her blev lodsejerne inviteret til at møde hegns-entreprenøren. Han præsenterede dem for det værktøj og de metoder, de skal bruge, når de fremover skal passe deres hegn.

 

Det blev efterfulgt af en markvandring den 9. juni 2015. På markvandringen så lodsejere, kommunemedarbejdere og landbrugskonsulent sammen på to fugtige eng-områder.

 

Den ene område er lige ryddet for pil, meget vådt og her har tidligere vokset flere sjældne rigkærsplanter. Vi diskuterede dels, hvordan man kunne etablere en velfungerende afgræsning dels arealets potentiale til igen at blive rigkær.

 

Det andet området var et velafgræsset område, som blev græsset med  heste. Arealet var også meget fugtigt, men her voksede maj-gøgeurt og bukkeblad side om side med en række andre karakteristiske rigkærsplanter. Strukturelt lignede de to områder hinanden meget. På den måde kunne lodsejeren ved selvsyn se, hvad afgræsning af fugtige arealer kan give af mangfoldighed.

 

Der blev desuden diskuteret en konkret model for udformning af en fælles driftsplan på de enkelte arealer sammenholdt med en plan over de tilskudsordninger, der er søgt på de enkelte arealer jf. den præsenterede model i Natura 2000-håndbogen side 194-196. Lodsejerne var med på idéen.

 

Vi er godt i gang, men det handler også om i fællesskab at prøve sig frem.